Når du giver for meget: Forskellen på omsorg og people pleasing

Alle fortæller dig, hvor omsorgsfuld du er.

Du er hende, der husker fødselsdagene, køber den personlige gave og tilbyder at hjælpe, før nogen overhovedet har spurgt. Når en veninde har det svært, er du den første, der ringer. Når familien skal samles, sørger du for, at det hele fungerer. Og når nogen har brug for en tjeneste, finder du som regel en måde at få det til at passe ind.

Folk siger det som en kompliment.

At du altid tænker på andre. At du er så hjælpsom og generøs. Og selvfølgelig gør det dig glad, for det er jo gode egenskaber at have.

Problemet er bare, at du er træt.

Og et sted under glæden ved at være den, andre kan regne med, ligger der måske også en irritation, du ikke rigtig har lyst til at indrømme. Du lægger mærke til, hvor sjældent andre tilbyder dig den samme hjælp, og hvor ofte det er dig, der skal få tingene til at fungere.

Du kan endda begynde at føle dig udnyttet af mennesker, som ikke nødvendigvis har bedt dig om halvdelen af det, du gør for dem.

Det er her, grænsen mellem omsorg og people pleasing kan blive svær at få øje på.

For udefra kan de to ting ligne hinanden fuldstændig. Du hjælper, giver og tager hensyn. Forskellen ligger ofte i, hvorfor du gør det, og hvordan du har det bagefter.

Hvornår bliver omsorg til people pleasing?

Omsorg handler om at give, fordi du har lyst og mulighed for det.

Du hjælper din veninde med at flytte, fordi du gerne vil, og fordi du har tid. Du inviterer familien til middag, fordi du nyder at samle dem. Du gør noget godt for et andet menneske, uden at det kræver, at du tilsidesætter noget vigtigt for dig selv.

Når omsorgen bliver en del af et people pleasing-mønster, kan den samme handling have et helt andet udgangspunkt.

Du hjælper måske, fordi du føler, du burde. Fordi du ikke vil skuffe nogen. Eller fordi det føles ubehageligt at lade være, selvom du egentlig hverken har tid, lyst eller overskud.

Forskellen bliver ofte tydelig bagefter. Når du har hjulpet af lyst, kan du som regel glæde dig over det, du har gjort. Men når du har hjulpet på bekostning af dig selv, kan du sidde tilbage med irritation, træthed eller en følelse af, at andre ikke sætter nok pris på din indsats.

Det betyder ikke, at du aldrig må blive skuffet over manglende taknemmelighed, eller at omsorg altid skal føles let.

Men hvis du igen og igen bliver bitter over alt det, du gør for andre, kan det være værd at undersøge, om du faktisk giver så frivilligt, som du tror.

Læs også: Kan people pleasing give fysiske symptomer?

De forventninger, du aldrig har sagt højt

Når du giver meget af dig selv, kan der opstå nogle forventninger, som den anden ikke nødvendigvis kender til.

• Du hjælper din veninde, når hun har brug for dig, og et sted indeni forventer du måske, at hun selvfølgelig vil gøre det samme for dig.
• Du tager ansvaret for familiens fødselsdage og regner med, at de andre lægger mærke til, hvor meget arbejde du gør.
• Du tilbyder at hjælpe en kollega og håber, at hun en dag vil være lige så hjælpsom over for dig.

Der er ikke noget forkert i at ønske gensidighed i sine relationer.

Problemet opstår, når forventningerne aldrig bliver sagt højt, og du samtidig begynder at føre et regnskab over, hvor meget du giver, og hvor lidt du får tilbage.

For den anden ser måske bare et menneske, der gerne vil hjælpe. Hun ved ikke, at du egentlig havde brug for en friweekend, eller at du håber, hun selv tilbyder at tage over næste gang. Du har sagt ja, måske endda insisteret på at hjælpe, og derfor har hun ingen grund til at tro, at der er noget galt.

Efterhånden kan du komme til at føle dig overset eller taget for givet, mens den anden slet ikke er klar over, at du forventer noget andet.

Det er en af grundene til, at people pleasing kan skabe bitterhed i relationer.

Du giver for at gøre andre glade, men ender med at blive vred på dem, fordi de ikke opdager, hvor meget det koster dig.

Hvorfor har du lært, at du skal være den, der giver?

For nogle mennesker begynder det tidligt.

Måske voksede du op med en oplevelse af, at du fik mest anerkendelse, når du var hjælpsom, nem at have med at gøre eller god til at tage hensyn til andre. Måske blev du vant til at holde øje med stemningen derhjemme og gøre dit for, at alle havde det godt.

Eller måske lærte du, at dine egne behov helst ikke måtte fylde for meget.

Hvis det har været din erfaring, kan det føles helt naturligt at gøre dig nyttig i dine relationer.

Du er vant til at være den, der hjælper, tager initiativ og sørger for, at andre har det godt. Og hvis du holder op, kan du måske begynde at tvivle på, hvad du så egentlig bidrager med.

Her kan det være relevant at kende til fawn-responsen, som er en stressreaktion, hvor man forsøger at skabe tryghed ved at formilde andre, tilpasse sig og undgå konflikt. Cleveland Clinic beskriver blandt andet people pleasing som en adfærd, der kan indgå i denne respons.

Det betyder ikke, at alle hjælpsomme mennesker har en fawn-respons, eller at overdreven omsorg nødvendigvis skyldes oplevelser fra barndommen. Men hvis du har lært, at det er tryggere at være den, der giver, end den, der har brug for noget, kan det være svært at ændre den rolle som voksen.

Det kan også forklare, hvorfor nogle people pleasere har så svært ved at tage imod hjælp. Når nogen tilbyder at gøre noget for dig, skynder du dig måske at svare, at det slet ikke er nødvendigt, selvom du faktisk godt kunne bruge hjælpen.

Du vil ikke være til besvær, og det føles mere naturligt at være den, der stiller op, end den, der har brug for, at andre stiller op.

På den måde kan du komme til at skabe relationer, hvor du giver langt mere, end du modtager, uden at give andre en reel mulighed for at gøre noget for dig.

Læs også: People pleasing: Når du forlader dig selv uden at vide det

Sådan opdager du, om du giver for meget

Hvis du er vant til at være den hjælpsomme, kan det være svært at opdage, hvornår din omsorg begynder at koste dig for meget. For du gør jo noget godt, og mennesker omkring dig er sandsynligvis glade for det.

Men prøv at lægge mærke til, hvordan du har det, når du hjælper.

Føler du, at du frit kan sige nej, eller er du allerede i gang med at finde en måde at få det til at passe, inden du overhovedet har mærket efter? Bliver du skuffet, hvis den anden ikke lægger mærke til din indsats? Og tilbyder du nogle gange hjælp, som ingen har bedt om, for bagefter at blive irriteret over, at du står med ansvaret?

Det kan også være værd at undersøge, hvordan du reagerer, når andre tilbyder dig noget.

Har du svært ved at lade en veninde betale kaffen, tage imod en tjeneste eller bede om hjælp, selvom du har brug for den? Føler du, at du straks skal gøre gengæld, så du ikke skylder nogen noget?

Ingen af de ting betyder i sig selv, at der er noget galt med din måde at være på.

Men hvis du genkender flere af dem, og du samtidig ofte føler dig udmattet eller bitter, kan det være et tegn på, at balancen mellem at give og modtage er blevet skæv.

Du behøver ikke holde op med at være hensynsfuld

Løsningen er ikke at blive mindre omsorgsfuld eller begynde at sige nej til alt.

Det handler om at give dig selv mulighed for at vælge, hvornår du vil hjælpe, frem for at gøre det automatisk.

Næste gang du mærker impulsen til at tilbyde din hjælp, kan du prøve at vente et øjeblik.

Måske er der slet ikke brug for, at du tager ansvaret. Måske kan den anden selv løse opgaven, eller måske er der en anden, der gerne vil hjælpe. Og hvis du faktisk har lyst til at gøre noget, kan du selvfølgelig stadig gøre det.

Du kan også øve dig i at tage imod, når andre tilbyder dig hjælp. Hvis din veninde spørger, om hun skal hente børnene, kan du prøve at sige: “Ja tak, det ville faktisk være en stor hjælp.” Og så lade det være ved det, uden straks at begynde at planlægge, hvordan du kan gøre gengæld.

For hvis du altid afviser hjælp, får andre heller ikke mulighed for at være der for dig.

En anden vigtig øvelse er at være ærlig omkring dine forventninger.

Hvis du gør noget for andre og samtidig håber på noget bestemt til gengæld, så overvej, om det er noget, du har brug for at sige højt. Måske ønsker du en mere ligelig fordeling af opgaverne derhjemme, mere initiativ fra dine veninder eller bare, at nogen indimellem spørger, hvordan du har det.

Det er behov, du godt må have.

Men det er svært for andre at imødekomme dem, hvis de ikke ved, at de findes.

Når din hjælpsomhed også kan blive en forventning til andre

Der er endnu en side af overdreven omsorg, som kan være ubehagelig at se på.

Når du gør rigtig meget for andre, kan du nemlig også komme til at forvente, at de tager imod din hjælp, viser taknemmelighed eller gør noget tilsvarende for dig.

Måske bliver du såret, hvis din veninde ikke virker tilstrækkeligt glad for den gave, du har brugt lang tid på at finde. Eller hvis din familie ikke sætter pris på alt det arbejde, du har lagt i at arrangere en sammenkomst, som ingen egentlig havde bedt dig om at stå for.

Det betyder ikke, at din omsorg er falsk. Men det kan være et tegn på, at din hjælp er blevet forbundet med nogle forventninger, som den anden ikke nødvendigvis har sagt ja til.

Og ligesom du har ret til at sige nej, har andre mennesker også ret til at afslå din hjælp eller tage imod den uden at skulle give igen på præcis den måde, du havde forestillet dig.

Det er en vigtig del af at skabe mere ligeværdige relationer. At kunne give uden at føle sig forpligtet, men også at kunne modtage uden at føle, at man skylder.

Omsorg skal også give plads til dig

Hvis du har brugt mange år på at være den, der altid hjælper, kan det føles uvant at begynde at holde lidt igen. Måske får du dårlig samvittighed, når du ikke tilbyder din hjælp, eller bliver bekymret for, om andre vil synes, du er blevet egoistisk.

Men du behøver ikke bevise din omsorg ved konstant at tilsidesætte dig selv.

Du kan stadig være hende, der husker fødselsdagene, hjælper sine veninder og gør noget ekstra for de mennesker, hun holder af. Forskellen er, at du begynder at gøre det, fordi du gerne vil, og fordi du har mulighed for det, frem for fordi du føler, at du skal.

Og måske vil du opdage, at du faktisk får mere glæde af at give, når du ikke længere føler dig ansvarlig for at opfylde alle andres behov.

For omsorg behøver ikke betyde, at du altid er den, der giver mest.

Den skal også give plads til, at andre kan være der for dig.