People pleasing og vrede: Derfor bliver du vred, når du aldrig siger fra

Du tænker sikkert ikke på dig selv som et vredt menneske.

Tværtimod er du måske hende, der er god til at bevare roen, som sjældent gider tage en diskussion, og som hurtigt kan se en sag fra den andens side.

Når nogen gør noget, der irriterer dig, finder du en forklaring på deres opførsel. Når din kollega endnu en gang lægger en opgave over på dit bord, tænker du, at hun sikkert også har travlt. Når din mor kommer med en kommentar, der rammer dig, lader du den passere, fordi du ikke orker at skabe dårlig stemning.

Og så kan du pludselig blive rasende over noget, der egentlig ikke burde kunne gøre dig så vred.

• Din partner stiller et glas på køkkenbordet i stedet for i opvaskemaskinen, og du eksploderer.
• En bilist kører langsomt foran dig, og du bander hele vejen hjem.
• Eller du ligger vågen klokken to om natten og genspiller en samtale fra tidligere på dagen, denne gang med alle de svar, du ville ønske, du havde givet.

Problemet er ikke nødvendigvis, at du har et iltert temperament. Det kan lige så godt være, at du har brugt så lang tid på at være forstående, rummelig og nem at være sammen med, at du først opdager din vrede, når den er blevet umulig at overse. For vrede forsvinder ikke automatisk, fordi du beslutter dig for ikke at gøre et nummer ud af den.

Forskning i følelsesregulering peger faktisk på, at det at undertrykke selve udtrykket for en følelse ikke nødvendigvis mindsker intensiteten af den følelse, du oplever.

Vrede fortæller dig, når noget ikke fungerer

Vrede har et dårligt ry, men den er i sig selv en helt normal menneskelig følelse. Den kan blandt andet opstå som reaktion på frustration, oplevet uretfærdighed eller følelsen af at være blevet dårligt behandlet.

Og det er vigtigt at skelne mellem vrede og aggression: Du kan sagtens være vred uden at angribe, råbe eller gøre et andet menneske ondt.

Hvis du er vant til at sætte grænser, kan du ofte bruge den information ret hurtigt.

Din kollega giver dig endnu en opgave, og du fortæller hende, at du ikke har tid. Din veninde kommer med en kommentar, du ikke bryder dig om, og du siger det. Situationen bliver adresseret, mens den stadig er lille, og du behøver ikke tage den med hjem.

Men for en people pleaser sker der ofte noget andet.

Vreden når knap nok at melde sig, før en anden refleks tager over.

Du vil ikke være besværlig.
Du vil ikke såre nogen.
Du kan jo godt forstå, hvorfor den anden gjorde, som hun gjorde.
Og måske er det heller ikke så vigtigt.

Så du lader det ligge.

Problemet er, at det, der gjorde dig vred, ikke nødvendigvis er blevet løst, bare fordi du besluttede dig for ikke at reagere på det. Hvis det sker ofte nok, kan de små situationer begynde at lægge sig oven på hinanden, og den irritation, du troede, du havde lagt fra dig, kan i stedet begynde at vise sig andre steder.

Fawn: Når det føles tryggere at gøre den anden glad end at blive vred

Der kan være en grund til, at din første impuls er at dæmpe vreden i stedet for at lytte til den.

De fleste har hørt om fight, flight og freeze, men man taler også om en fjerde stressrespons: fawn.

Cleveland Clinic beskriver fawn som en reaktion, hvor man forsøger at formilde eller skabe forbindelse til det, der opleves som en trussel, for på den måde at undgå skade. Det kan blandt andet vise sig som underkastelse, forsøg på at vinde den andens gunst og people pleasing.

Det betyder ikke, at alle people pleasere har traumer, eller at det at være hjælpsom og hensynsfuld er en stressreaktion. Men hvis du har lært, at konflikt, vrede eller andre menneskers utilfredshed er noget, du skal undgå, kan tilpasning blive din automatiske måde at skabe ro på.

Det er her, vrede og people pleasing kan støde sammen.

Vreden fortæller dig måske, at noget ikke fungerer for dig, mens fawn-responsen trækker dig i den modsatte retning: Lad være med at gøre hende sur. Glat det ud. Vær forstående. Sørg for, at relationen er okay.

Og hvis den impuls vinder hver gang, får du aldrig rigtig brugt den information, vreden gav dig. Du får ro på situationen, men ikke nødvendigvis på det, der gjorde dig vred.

Læs også: Sådan kan people pleasing gøre dig handlingslammet

Bitterhed begynder ofte med et ja, du ikke mente

Forestil dig, at et familiemedlem ofte spørger dig om hjælp.

I begyndelsen hjælper du gerne, men efterhånden begynder det at blive for meget. Du har mindre tid, end du plejede, og nogle gange har du ganske enkelt ikke lyst.

Alligevel siger du ja, fordi du ved, at den anden har brug for dig, og fordi et nej føles mere ubehageligt end bare at få det gjort.

Efter noget tid begynder du at irritere dig over, at hun altid spørger dig. Du lægger mærke til, hvor sjældent hun tilbyder at hjælpe dig, og måske begynder du ligefrem at tænke, at hun tager dig for givet.

Set fra hendes side er der bare lige ét problem: Hun ved det ikke.

Hun spørger, og du siger ja. Hun har ingen adgang til den samtale, der foregår inde i dit hoved, hvor du synes, hun burde kunne regne ud, at du er træt af at hjælpe. Derfor fortsætter hun med at gøre præcis det, der har fungeret indtil nu, mens du bliver mere og mere vred over en aftale, du aldrig har fortalt hende, at du vil ændre.

Det er en af de måder, bitterhed kan vokse frem på.

Ikke fordi du er urimelig, og heller ikke nødvendigvis fordi den anden bevidst udnytter dig, men fordi du bliver ved med at give noget, du ikke længere har lyst til at give, og forventer, at den anden opdager din grænse for dig.

Se også: Lær at sætte grænser over for familien

Den vrede, du ikke siger højt, kommer ofte ud alligevel

At holde vrede tilbage er ikke det samme som at slippe af med den.

Studier i følelsesregulering viser, at såkaldt expressive suppression kan dæmpe det synlige udtryk for en følelse uden nødvendigvis at dæmpe selve følelsesoplevelsen. Det kan samtidig kræve mentale ressourcer og er i studier blevet forbundet med blandt andet øget fysiologisk aktivering.

I hverdagen kan det betyde, at vreden får en anden form.

I stedet for at fortælle din partner, at du er frustreret over arbejdsfordelingen derhjemme, bliver du kort for hovedet, når han spørger dig om noget. I stedet for at sige til din kollega, at du ikke vil overtage flere af hendes opgaver, siger du ja og mærker irritationen vokse, hver gang hun kommer forbi dit skrivebord.

Det kan også vise sig mere indirekte.

• Du trækker dig lidt fra et menneske uden at fortælle hvorfor.
• Du svarer “det er fint” på en måde, der gør det tydeligt, at det ikke er fint.
• Du laver en spydig bemærkning og kalder den en joke
• Eller du reagerer voldsomt på noget så småt, at du bagefter selv undrer dig over, hvorfor det ramte dig så hårdt.

Det paradoksale er, at alt dette ofte sker i forsøget på at undgå konflikt.

Du holder den ærlige irritation tilbage, fordi du gerne vil beskytte relationen, men den kan i stedet komme til at vise sig som kulde, afstand eller irritation, som den anden godt kan mærke uden nødvendigvis at forstå.

At være vred er ikke det samme som at være aggressiv

Hvis vrede føles ubehageligt for dig, kan det skyldes, at du forbinder følelsen med det værste, mennesker kan gøre med den. At råbe. At sige sårende ting. At miste kontrollen. At gøre andre bange.

Men vrede og aggression er ikke det samme. Vrede er en følelse, mens aggression er adfærd, der har til formål at skade.

American Psychological Association fremhæver samtidig assertiv frem for aggressiv kommunikation som en hensigtsmæssig måde at udtrykke vrede og behov på.

Du kan altså være vred OG stadig tale roligt.
Du kan være vred OG stadig være respektfuld.

Du kan endda være vred uden at gøre noget som helst ved det, fordi følelsen ikke er en ordre om at handle. Den fortæller dig, at der er noget, du bør undersøge.

Og ofte er den vrede, du opdager tidligt, langt lettere at håndtere ordentligt. Når du siger “det fungerede ikke for mig” første gang noget sker, behøver du ikke komme med listen over de 17 andre gange, det også skete.

Når du fortæller din kollega, at du ikke kan tage opgaven, mens irritationen stadig er lille, behøver du ikke vente, til synet af hende får dig til at spænde i hele kroppen.

Hvorfor lærte du at holde vreden tilbage?

Hvis du næsten automatisk bliver utryg, når du mærker vrede, kan det være værd at se på, hvor den reaktion kommer fra.

Måske voksede du op med en voksen, hvis vrede fyldte så meget, at du besluttede dig for aldrig selv at blive sådan. Måske blev du rost for at være den nemme, fornuftige eller fredsskabende. Eller måske lærte du bare tidligt, at nogle følelser var nemmere for omgivelserne at rumme end andre.

I sådan et miljø kan det give god mening at blive god til at glatte ud, tilpasse sig og holde sin egen irritation tilbage. Det kan være en effektiv måde at skabe ro omkring sig på.

Problemet opstår, når strategien følger med ind i relationer, hvor den ikke længere er nødvendig.

Du er ikke længere afhængig af, at alle omkring dig er tilfredse for at være okay, men kroppen kan stadig reagere, som om deres utilfredshed er et problem, du skal løse. Og så kan et helt almindeligt nej føles langt mere dramatisk, end ordene på papiret burde kunne forklare.

Sig noget, mens det stadig kan siges roligt

Der er en særlig fordel ved at sætte en grænse tidligt: Du behøver sjældent sige særlig meget.

• “Jeg kan ikke hjælpe denne gang.”
• “Jeg vil gerne have, at du spørger mig først.”
• “Det bryder jeg mig faktisk ikke om.”
• “Jeg har brug for, at vi gør det anderledes fremover.”

Når problemet stadig er lille, kan svaret også være lille. Det er først, når du har ventet længe, at du får lyst til at forklare hele historien, fremlægge beviserne og sikre dig, at den anden forstår præcis, hvorfor du har ret til at være vred.

Det er også her, mange people pleasere kommer til at forveksle en grænse med en retssag. Du behøver ikke bevise, at den anden har opført sig forkert, før du må bede om noget andet. Du behøver heller ikke få den anden til at være enig i din oplevelse, før din grænse tæller.

Jo tidligere du siger noget, desto mindre behøver du som regel at sige.

Målet er ikke at blive mindre vred

Målet er heller ikke at blive et menneske, der siger fra over for alt og alle. Det er at holde op med at bruge fraværet af konflikt som bevis på, at alt er godt.

For der er forskel på ro og på at holde noget tilbage.

Du kan se rolig ud og samtidig være vred. Du kan smile og samtidig føre et voksende regnskab over alt det, du gør for andre. Du kan fortælle dig selv, at noget er ligegyldigt så mange gange, at du til sidst bliver vred over, at ingen tilsyneladende forstår, hvor meget det betyder.

Den mere holdbare ro kommer ikke af aldrig at blive vred. Den kommer af at kunne opdage vreden, forstå hvad den fortæller dig og beslutte, hvad du vil gøre ved det, mens problemet stadig er lille.

For måske er din vrede ikke den del af dig, der ødelægger dine relationer.

Måske er den nogle gange den del, der prøver at fortælle dig, at noget skal ændres.